det er sejt at være kristen

Okay, det her indlæg bliver noget anderledes, og nok en del dybere end sædvanligt!
Som nogle godt ved, er jeg kristen. Det er noget der her en kæmpe betydning i min hverdag. Eller det har i hvert fald fået det, i løbet af mit efterskoleår. I Nakskov hvor jeg kommer fra, er det at være kristen ikke noget jeg har gået og viftet med for øjnene af alle, og jeg var nok egentlig ikke så stolt af det. Men det er jeg nu. Efterskole har vist for mig at det er sejt. Det er det fedeste fællesskab, og man er ikke kedelig fordi man tror!
Alle de kristne på min efterskole og jeg har det fedeste fællesskab, og vores liv er ganske normale. Jeg hader den fordømmelse man ofte møder nu om dage, selvom det faktisk er ganske normalt at være kristen! Jeg føler mig til tider ikke velkommen, eller god nok fordi jeg tror, og det er der jo intet fedt i! Det er ikke fedt, at blive accepteret for en anden, end den man er.
En af mine venner fra Nakskov spurgte for noget tid siden, ind til alt sådan noget, også noget omkring min far som er præst, og de ting han skrev og formuleret blev jeg faktisk meget stødt over. Det gør, at man ikke føler, at man kan vise sin tro, eller den man er. Jeg følte, at han trådte på det der har betydning for mig, min tro. Jeg vil rigtigt gerne, når jeg kommer på gymnasiet næste år kunne være stolt af min tro, og jeg vil rigtig gerne fortælle mere om den tro, og det liv jeg lever. Jeg tror, ofte folk synes det er spændende, men jeg har bestemt ikke lyst til, at fortælle om min tro, hvis jeg møder fordømmelse og nedgørelse.
Mit liv er bestemt ikke kedeligt, eller trist fordi jeg har Gud, at støtte mig til, og folk tror ofte det modsatte. Mit liv er derimod enormt rigt og fyldt ud med glæde, og mennesker der elsker mig for den jeg er. Jeg har en, jeg altid kan komme til, Gud, om jeg kan se ham eller ej. Jeg ved han er her, og det er min overbevisning. Jeg har helt klart også fået styrket min tro på efterskole, fordi jeg har oplevet ting med Gud og de mennesker omkring mig der giver mig en følelse af, at jeg ikke er alene og at der er noget mere.
P.g.a min tro er jeg aldrig alene, jeg har intet at frygte. Min himmelske far elsker mig! Jeg ville ønske jeg brugte mere af min hverdag på at vise min tro og leve min tro, så jeg kan inspirere andre til at følge Jesus. Det giver så meget mening og fylde i livet.
Som troende kan jeg ikke forstå hvordan det giver mening for nogle ikke at tro, for hvad er chancen for at vi mennesker kom til ved en ren tilfældighed? Bare hvis øjet skulle være kommet af tilfældigheder ville svare til at slå 70.000 6'ere med en terning i træk! Come on derude! Vi er fuldstændige unikke! Vi er ikke en tilfældighed, der er en større magt der elsker os, som beskytter os, selv når det ser sortest ud.
Det gør mig også så ked af at se hvordan den kristne kirke bare daler og daler. Jeg kan godt se at en ganske almindelig gudstjeneste ikke er særlig spændende, det synes jeg heller ikke selv, men der er mange andre kristne ting og fællesskaber man kan være med i eller til.
Fx havde vi i går noget der hedder Lovsangsaften. Det var den sidste i det her skoleår, og alle var meget rørte og stemningen var helt ubeskrivelig. En Lovsangsaften er egentlig meget stille og roligt, og man synger lovsange og priser Gud med sang, bøn og handling!
Det her er en kæmpe opfordring at tage til fx en Lovsangsaften, det vækker virkeligt nogle følelser i en.
Efter det her helt igennem utrolige år jeg har fået med på opleveren har min tro aldrig været stærkere, og selvom jeg starter på gymnasiet med frygt for hvordan folk vil se på mig, så er jeg stadig stolt af at være kristen. Det er sejt, og det er sejere end noget andet!

Undskyld min ringe kommatering!!

//Em