Breakdown.

Hej bloggen. Denne weekend fik en drejning, som jeg langt fra havde set komme. Jeg tog afsted fredag morgen ca kl 7:40. Jeg skulle til Roskilde, på en camp arrangeret af Lolland, Odsherred og Slagelse kommune. Denne camp hed Go Local, og den henvendte sig til unge iværksættere. Hvis man havde en ide til, hvad der kunne gøre livet mere attraktivt og spændende i kommunerne. Da min veninde og jeg længe har gået rundt med en ide, var det her lige vores mulighed. Jeg måtte desværre drage afsted alene, da min veninde var forhindret hele weekenden i at deltage. Jeg havde dog mod og håb, og jeg har det stadig. Jeg ønsker virkelig at realisere vores projekt. Men det skulle hurtigt vise sig, at det er svært at stå med et projekt alene, da alle de andre unge mennesker der var tilstede, kun var fokuseret og centreret om deres eget projekt. Jeg kom i gennem fredagen, og havde alligevel fået en masse brugbart med til, hvordan jeg i fremtiden kan realisere projektet. Min veninde og jeg har skam også tænkt os at arbejde videre med det. 

Det var lørdag morgen drejningen skete, og jeg har virkelig brug for at få det her ud af mit system, da det påvirkede mig noget hårdere end noget har gjort længe. Det er simpelthen så lang tiden siden, at jeg har reageret så voldsomt på noget. Denne weekend er en af de ulige uger, og jeg arbejder normalt kun i søndage i de lige. Da kl var 9:45 ringede min chef, og spurgte mig, hvorfor jeg ikke var på arbejde. Jeg kunne simpelthen ikke forstå, at jeg havde en vagt, da jeg normalt ikke arbejde i denne weekend. Jeg blev sat til, at finde en afløser, mens dagens program på Go Local begyndte. Jeg panikkede fuldstændig og måtte kontakte mine forældre fuldstændig opløst. Jeg reagerede meget voldsomt, og jeg græd og græd. Efter ca en time til halvanden, havde jeg stadig ikke fundet en der kunne tage min vagt. Det vidste sig, at jeg havde fået sagt ja til at tage vagten, kort inden skolestart, og derfor i alt det nye havde glemt det. Jeg har det stadig meget dårligt over det. Jeg har, og er stadig, meget fokuseret på dette projekt, det er noget jeg virkelig brænder for, skal fungere. Så jeg måtte undskylde til min chef. Heldigvis ringede min chefs chef til mig, og fortalte at de havde fundet en afløser. 

Det endte med, at min morfar kørte til Roskilde og hentede mig hjem. Hele situationen og hændelsen ramte mig meget voldsomt. Jeg har det virkelig dårligt over det hele stadig. Jeg følte mig meget forladt, specielt af en under alt det her. Jeg følte mig forladt af Gud, og det er ikke fedt, da det er i Gud jeg finder min støtte. Det er en af de hårde ting ved at være kristen, det er ikke altid at du kan føle, at Gud er med dig. Det er slet ikke altid i de situationer, hvor du føler du har mest brug for ham, at du kan mærke hans tilstedeværelse. Men min situation, mit breakdown, minder mig om en andagt en af minde veninder holdt i sommer, da vi begge var ledere på en lejr. Hun fortalte denne her historie om en mand. Den her mand går på en sandstrand sammen med Gud. Stranden symbolisere mandens liv og hvordan Gud altid følges med ham. Der hvor de har gået er der altid to sæt fodspor, Gud er der altid. Men så en dag i mandens liv, hvor han kommer ud på et sted, hvor vandet når meget langt op, der er der kun plads til en. Manden føler, at han går alene. Han føler sig forladt. Dette sted symbolisere en hård periode i hans liv. Da der igen er plads til to på stranden, kommer Gud igen. Manden spørger så Gud: "Hvorfor forlod du mig, når jeg havde allermest brug for dig?". Og Gud svare dertil: "Jeg forlod dig aldrig, jeg bar dig.". 

  Jesus er verdens lys, verdens håb. 

//Em